Hej Henrik og Margit!
 
Jeg vil bare lige fortælle jer hvor meget jeg savner Malene. Jeg tænker på hende hver dag, og der skal
ikke meget til at få mig til at græde over savnet af hende. Jeg skal bare læse lidt i dagbogen for august,
og så kommer tårerne væltende. 
Jeg læser stadig på hjemmesiden hver dag for at se om der er noget nyt, og for at høre hvordan I har det.
Jeg tænker at når jeg er SÅ forbandet ked af at skulle undvære hende som veninde i mit liv, hvordan må
I så ikke have det...
 
Jeg nåede desværre kun at kende Malene i 1 år og 10 uger. Da jeg meldte mig som besøgsven hos
Røde Kors forventede jeg at skulle blive det for en ensom ældre person. At jeg skulle være så heldig at
blive besøgsven for en ung kvinde på næsten min egen alder, havde jeg slet ikke regnet med. Heller ikke
at hun skulle blive en af mine aller bedste veninder, så det var fantastisk, og at blive besøgsven er
bestemt en af de bedste beslutninger, som jeg har taget. Ret hurtigt ebbede det der besøgsven-forhold
ud i et givende venskab i stedet, og vi havde bare så meget til fælles. Timerne fløj, mens vi snakkede
og grinede.
 
Malene er den tætteste person som jeg har mistet, og hold da op hvor er det hårdt. Mine bedsteforældre
døde da jeg var lille, så det husker jeg slet ikke.
 
Jeg er lige kommet hjem fra ferie. Det var helt mærkeligt at jeg ikke skulle skrive et postkort til Malene...
Jeg sendte hende også julekort til jul, selv om hun ikke kunne se, men jeg tror nu at hun blev glad for
det alligevel.
Jeg har gemt hendes sms'er i min telefon, og læser dem af og til. Jeg har også tit lyst til at sms'e til
hende eller ringe til hende, for hun var så nem at snakke med, og så lige til.
Jeg tror ikke helt at det er gået op for mig, at jeg aldrig skal snakke med hende i telefonen igen eller
besøge hende, når jeg selv er på Riget - eller i det hele taget se hende igen...
Vi havde så mange planer sammen om film vi skulle se, når hun fik sin nye hornhinde eller operation i
London og vi skulle shoppe sammen, og hun skulle hjem til os og have rådyr osv. osv. osv.
 
Jeg er rigtig glad for at jeg fik lov til at besøge hende hos jer den søndag, dagen før hun døde.
Det betyder rigtigt meget for mig, og jeg fik sagt nogle ting til hende og grædt med hende, og sagt farvel.
Jeg havde på fornemmelsen at jeg ikke ville se hende mere, efter at jeg havde set hvor skidt hun havde
det den dag. Sidst jeg så hende var en uge før, og der sad hun i sin seng og grinede og var sig selv.
Tak fordi at jeg måtte komme og besøge hende, og tak for at I kan finde overskuddet til at delagtiggøre
alle os andre i hvad der skete/sker i Malenes og jeres liv.
 
Jeg har tænkt lidt på, hvad hun havde med sig i kisten? Jeg ved godt at hun havde flot kjole og sko på,
men havde hun nogen personlige ting med, som betød noget for hende, f.eks. hendes mobiltelefon,
billeder af jer eller noget? Fik hun måske den tøjdyrs-kat med sig, som jeg havde givet hende dagen
før hun døde?
 
Jeg kan godt forstå hvis I mærker et kæmpe tomrum efter Malenes død. Jeg har længe tænkt på at
ringe eller maile til jer, når jeg kom hjem fra ferie. Jeg må indrømme at det er sandt det med, at det
er svært hvad man skal sige eller skrive til jer. Fordi at I har så stor en sorg i jer, at man bare ikke vil
sige, skrive eller gøre noget, som gør jer mere kede af det eller ripper op i sorgen igen.
 
Se det var en lang smøre! I bund og grund ville jeg bare fortælle jer at Malene betød rigtigt meget for
mig, og jeg savner hende meget og tænker på hende hver dag. Samt at jeg tænker på jer og håber at
I kommer styrkede igennem den store sorg.
 
Venlig hilsen,
 
Mia Jensen 

Vi takker Mia mange gange for dette smukke brev, og ville samtidig fortælle Mia at hun fik den rigtige
søde tøjdyrs-kat med sig i kisten.

Knus Margit og Henrik