|
Dette er prædiken
som Præsten Samuel Leth-Larsen
læste op til Malenes Bisættelse
Malene
Sung Lehman – 210809 – Nr. Jernløse Kirke kl. 14
”Og
når endt er kampens dage,
endt hver jordisk nød og klage,
kalder os vor Faders stemme,
til en evig fryd derhjemme.”
(DDS 49, v.7 – Ingen er så tryg i fare)
Dette sidste vers fra den folkekære svenske salme ”Ingen er så
tryg i fare” kom jeg til at tænke på i går aftes, da jeg satte
mig ned
for at skrive denne tale. For verset udtrykker på sin egen klare måde,
den situation vi konfronteres med i dag her i Nr. Jernløse Kirke.
Malenes kamp er kæmpet til ende. En kamp, som nogle vil sige hun
tabte, da hun forleden døde efter mange års svær sygdom.
Vi kan alle være enige om, at det er uforståeligt og meningsløst,
at en kvinde i sin bedste alder – kun tredive år gammel – skal
dø
af kræft.
At fjendskab, krig, sygdom og ulykke er vilkår i denne
verden kommer vi ikke uden om. Men det betyder ikke, at vi skal
resignere overfor disse onde kræfter, nej tværtimod, skal vi bekæmpe
dem med alle midler, ikke give op, hele tiden skal vi forsøge
at finde nye muligheder og veje – også når alt synes håbløst.
Det gjorde Malene! Til det sidste kæmpede hun en brav kamp – og
vil
jeg påstå – hun vandt. For midt i det håbløse bevarede hun håbet,
helt frem til sidste åndedrag kæmpede hun forbilledligt sin egen
kamp, og selv da hun blev klar over, at nu ville hendes dage her på
jord snart være talte, havde hun overskud til at konfrontere døden.
Men inden hun nåede hertil fik Malene gode indholdsrige år.
Hendes lange sygdomsforløb til trods må ikke overskygge det
faktum,
at livet for Malene også bød på mange gode stunder – også for
alle jer som er kommet her i dag for at sørge og mindes. For Malene
var en givende person, som gavmildt delte ud af sin optimisme og
livsglæde, lige siden hun som treårig kom til Danmark fra Korea.
En god ballast fik hun med sig ud i livet fra sit barndomshjem og
fra bl.a. Andreasskolen og Stenhus Gymnasium i Holbæk, hvor hun
trods sygdom tog en studentereksamen. Hurtigt gik hun i gang med
biologistudiet, men måtte kvitte studiet på grund af nedsat syn,
som endte med at Malene blev blind. Men Malene gav ikke op af den
grund. Når en dør blev lukket, åbnede hun en ny. Så i stedet
skiftede Malene studium og påbegyndte audiologopædi- uddannelsen
(tale- og hørerpædadgog). For Malene var en fighter, der igen
og igen rejste sig trods næsten umulige odds. Hver eneste gang
overlæge Niels Jakobsen på Rigshospitalet kom med dårligt nyt til
Malene, græd hun ud, rettede sig derefter op og sagde: ”Nå,
Niels Jakobsen – hvad gør vi nu” Sådan en udtalelse udtrykker
alt og
illustrerer præcist den ukuelige viljestyrke, som Malene besad –
en styrke som uden tvivl forlængede hendes liv.
Men Malene var ikke kun viljestærk og selvstændig – hun
var også en kærlig pige, og mange, mange glæder har hun beriget
jer
alle med. Som hendes forældre og nærmeste nød I godt af det,
Margit og Henrik. Og som søskende, Heidi og Morten, sammen med
jeres familier fik I også givet meget. Mange kærlige og minderige
øjeblikke passerer revy for øjnene af jer i disse dage. Hver især
skal i gemme disse minder i jeres hjerter med taknemmelighed.
Også du Nick, og din datter Julie fik meget givet gennem
Malene.
Og jeg ved, at særligt I to, og også den øvrige familie og gode
veninder har været til stor støtte og hjælp for Malene i de
sidste svære år.
I dag skal vi så tage afsked. Og karakteristisk for Malene
har hun også her været et skridt foran – for ceremonien i dag er
planlagt
af hende selv. Salmerne, pynten gravsted og gravsten – alt har
Malene tænkt på. Og vigtigst af alt: selv livet efter døden har
Malene
overvejet. Når Malene i dag bæres ud af kirken, sker det til
tonerne af Perleporten efter hendes eget ønske. Om hun kendte denne
vidunderlige sang fra Holbæk Gospel Kor, eller måske fra sin tid i
Holbæk Frikirke, ved jeg ikke, men jeg fik fortalt i går, at det
var
en sang hun holdt meget af. Det kan jeg godt forstå, for melodien
svinger og ikke mindst: teksten taler for sig selv, netop på en dag
som denne, hvor vi skal tage afsked. I det sidste vers og omkvædet
lyder det:
”Når
til livets kvæld jeg kommer,
og for porten banker på,
da for Jesu store nåde
skal den åben for mig stå.”
”Han
skal åbne perleporten,
så at
jeg kan komme ind.
Thi ved blodet har han frelst mig
og bevaret mig som sin.”
(Som en herlig guddomskilde v. 4 + omkvæd).
Netop
derfor: fordi vi efter dette liv i kraft af troen på Jesus er
blevet lovet et liv hjemme hos Gud, netop på den baggrund, i dét
lys,
kan vi sige at Malene har sejret. For døden får ikke det sidste
ord. Døden er ikke et punktum, men derimod en tankestreg, og bag
denne tankestreg åbnes perleporten op for enhver som tror. Den åbnes
for os af Jesus, han som i Bibelens sidste bog, Johannes Åbenbaring,
siger:
”Frygt
ikke! Jeg er den første og den sidste, og den, som lever: Jeg var død,
og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne
til døden og dødsriget.”(Åb 1,17-18). Et andet sted, også i
Johannes Åbenbaring, siger Jesus: ”Vær tro til døden, og jeg
vil give dig livets sejrskrans.” (Åb 2,10). Malene var tro i
livet, hun havde ”et håb for livet”, helt frem til døden. Og
nu må vi så tro, at dette håb for livet, erstattes af det evige
liv hjemme hos Gud bag perleporten.
For
i den tro kan vi trygt overgive
Malene i Guds varetægt, i den tro kan I i jeres hjerter bevare et håb
om et gensyn med Malene på opstandelsens morgen, hvor alt
skal blive fuldkomment.
Så
overgiver vi da dig, Malene, til kærlighedens og håbets Gud. Guds
fred være med dig og Guds fred være med os alle.
|
Foto John Ehbrecht
Billedet er taget i
Nr. Jernløse Kirke
den 21. august 2009 |
